Transfers: Hvem er Youssoufa Moukoko?
En faktisk transferbombe ramte Superligaen i onsdags, da flere prominente transferjournalister sendte Moukoko til København. Så her er et nærmere kig på det tidligere Jahrhunderttalent
De fleste, der de seneste 4-5 år har beskæftiget sig med Football Manager kender navnet Youssoufa Moukoko. Allerede som 14-årig tiltrak han sig en del opmærksomhed, da han lavede 46 mål i 25 kampe i U17-ligaen. Tager man U19-tiden med, scorede ham 137 mål i 81 kampe. Selvom der er et skridt op på seniorniveau - á la Bojan Krkic og Javier Portillo - var han på alle måder spået en fremtid i den absolutte europæiske top. Så hvordan ender han så i København som 20-årig?
Allerede som 15-årig hev Lucien Favre ham op til at træne med førsteholdet, og han debuterede dagen efter sin 16-års fødselsdag i 2020. Kort efter blev han den yngste spiller i CL-historien. Størst af alt for den unge mand var dog, at det var denne sæson, hvor han for første gang fik lov at dele omklædningsrum med Thomas Delaney. Han har i øvrigt også engang spillet en U-landskamp mod Danmark sammen med Diant Ramaj.
Siden er det blevet til 99 kampe, 18 mål i Dortmund. Disse tal skal dog tages med et gran salt. Rigtigt mange af disse kampe er indhop i kampenes slutfase - hvilket selvfølgelig også er naturligt nok for en spiller, der stadig er relativt ung. Han fik desuden ca. 30 minutter i begge Kbhs CL-kampe mod Dortmund i 2022. Han har desuden engang scoret mod Bayern München. Men slap af, det har Lukas Lerager også.
For landsholdet har han 13 mål i 15 U21-landskampe og to A-kampe for Tyskland - inkl. en udtagelse til VM i Qatar, hvor han kom ind i overtiden i nederlaget til Japan. Han vil til gengæld ikke være den første Superliga-spiller med tyske landskampe. Max Meyer havde fire kampe, da han tog til FCM for et par år tilbage. Han bliver til gengæld den tredje tyske spiller i Københavns historie.
I seneste sæson var han udlånt til Nice uden succes. I en trup med en overflod af angribere, var hans største succes, da han scorede to mål mod Saint-Etienne i en 8-0-sejr i september. I alt blev det til 199 minutter i ligaen - altså ét mål ca. hvert 100. minut i Ligue) - og 816 minutter i alt med et output på to mål og tre assists nationalt og internationalt.
Problemet var ikke bare antallet af konkurrenter, men også, at træner Haise foretrak Gaetan Laborde (som ene targetman), eller dyrt handlede Mohamed Ali-Cho, den nigerianske landsholdsspiller Terem Moffi og/eller Badredine Bouanani i et to-mands-angreb. Det er ikke nemt at være lejespiller. Til gengæld har vinderen altid ret, og Nice endte nr. 4 i Frankrig - og skal dermed spille CL-kvalifikation.
Type
Som type er han første og fremmest hverken Andreas Cornelius eller Amin Chiakha, hvilket klæder truppens alsidighed. En hurtig, venstrebenet, pågående, ærgerrig og presstærk angriber, der løber dybt og sparker resolut - ofte med et kort aftræk. Hans fysiske og tekniske pakke gør ham til et rimeligt komplet angriber - allerbedst kan jeg lide hans overordnede bevægelighed, som de danske tonserforsvar kan få problemer med. Forvent dog få hovedstødsmål.
Det er nogle år siden, jeg har spillet Football Manager, men jeg mindes, at han i spillet også kan spille højre kant. I Dortmund har han dog mest været brugt centralt - med enkelte cameos som højrekant. Det er derfor også usikkert, om han er en direkte erstatning for Roony, der omvendt var venstrebenet højrekant med enkelte cameos som 10’er. Jeg tror, at man ser Moukoko som én, der kan give en ekstra taktisk fleksibel dimension - både som 9’er, 10’er og kant qua hans presspil. Derudover giver han også den dimension, at han kan være en roamende angriber ved siden af Cornelius.
Til gengæld er hans også en spiller, der fortsat skal lægge på den fysiske tilvænning til seniorfodbold. Kun 15 gange har han spillet fuldtid. Men det er heller ikke usædvanligt for en 20-årig offensivspiller, der endnu ikke er banket gennem lydmuren.
Af ovenstående årsager kan han sagtens være en spiller, man skal være tålmodig med. Det gælder både trænerstaben og især fans. Han har ikke haft et fast kamprytme længe og er desuden ung i et nyt land. Dertil kommer, at en fodboldspillers udvikling aldrig er lineær i virkeligheden. Kun i FIFA og Football Manager.
Men er han så overhoved 20? Eller 24?
Der florerede sidste år nogle historier om en mand, der udgav sig for at være en far, Joseph Moukoko, som skulle have løjet Youssoufa fire år yngre. Det blev dog hurtigt skudt i jorden af Dortmunds egen officielle kommunikation.
Her vil kritikere indvende, at det jo er i deres interesse at opretholde en løgn om spillerens identitet. Men i andre sager vedrørende potentiel falsk identitet vedrørende HSV’s Bakery Jatta og Stuttgarts Silas Katompa Mvumpa slap både klub og spiller relativt pletfrit - både imagemæssigt og økonomisk - fra situationen. Men der er intet konkret bevis for, at Moukoko skulle være mere end 20 på nuværende tidspunkt.
Alt i alt 5,5/6 Zuma’er til denne transfer, al den stund at Moukoko stadig kun er 20 år - og er en spiller, som jeg både i 2025 og tidligere ville have vurderet til at være fuldstændigt ude af Københavns egen liga. Det afspejler prisen selvfølgelig også - ligesom prisen afspejler, at han havde udløb med Dortmund i 2026 - og Nice ikke ville gøre brug af deres købsoption på 18 mio. euro.